Det sker meget tit, at jeg ikke fatter noget som helst, når min kæreste, Lau, sidder og snakker om musik sammen med de to andre unge fyre, som han danner et band med. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke interesserer mig for musik, men når det kommer til alt det elektroniske omkring indspilning og redigering af musik, så må jeg tilstå at være ganske uvidende.
Som nu for eksempel i aftes, da de tre sad og snakkede om, at de godt kunne bruge et USB lydkort (som dette her) i en bedre kvalitet end det, de har i forvejen. Jeg blandede mig ikke i snakken, for jeg havde ingen anelse om, hvad sådan et lydkort er for noget.
Men det fortalte Lau mig noget om, da jeg senere spurgte ham om det. Så jeg kan forstå, at det faktisk ikke bare er et lille kort, men en boks, man forbinder til sin computer via et USB stik. Derefter kan man bruge lydkortet til at lagre musik, og Lau fortalte, at når han sidder alene og øver sig på sin guitar, så bliver han akkompagneret af musik, som han tidligere har indspillet og lagret på sådan et lydkort.
Og jeg har da også lagt mærke til, at Lau næsten altid sidder med sine høretelefoner på, når han sidder og klimprer på guitaren, men hvad det er for en type musik, han så hører i høretelefonerne, har jeg egentlig aldrig spekuleret på, men selvfølgelig skal han kunne kombinere sit eget guitarspil med de øvrige instrumenter.