Du kender godt den der stilhed, der er om søndagen, ikke? Du ved, alle kirkegængerne er kommet hjem, har fået deres frokost og eventuelt en lille snaps til. Ingen bevæger sig. Der hersker sådan en stille harmoni. Alt lader til at være godt og fredeligt i kvarteret. Måske kan man høre en hund gø et eller andet sted. Men det er ikke noget, der irriterer en. Alt og alle er ligesom sunket ned i et sommerligt vinterhi. Sådan er det i hvert fald her i kvarteret. Der er ikke nogen emsige mennesker ude for at slå græsset, man kan ikke høre børn, der hyler af grin – eller skændes. Man kan bare høre stilheden. Og nyder den. For så lige pludseligt at blive revet ud af den stille, afslappede atmosfære. Man bliver lige pludseligt revet tilbage til virkeligheden, hvor man får at vide, at her bor andre mennesker i området.
Ind i virkeligheden
Her for 5 minutter siden blev jeg trukket ind i virkeligheden på en temmelig brutal måde. Det var min nabos søn, som er 16 år gammel, og som er vild med Heavy Metal. Så der blev lige skruet op for Iron Maiden – på fuldt tryk. Nu har jeg faktisk ikke noget imod rockmusik. Men Heavy Metal er altså lige i overkanten af, hvad jeg bryder mig om at høre. Og især når jeg ved, at det er en 16-årig knøs, der ikke kan sætte genren i kontekst med de tider, den blev udviklet under, bliver jeg irriteret. Men fred være med det.
Begynder på guitar – uha
Han skal da have lov til at udforske musik. Men hvis det så sker, i forbindelse med at han sidder og øver sig på sin elektriske begynder guitar og ikke har en eneste, musikalsk celle i sin krop, så bliver det for meget.
For det første kunne jeg høre, at han ikke har stemt guitaren til det nummer, som han øver sig på. Alt blev spillet i en halv tone over nummeret. For det andet kunne jeg høre, at han ikke kan holde rytmen. Kort sagt: Det var et kaos. Faktisk var jeg ikke den eneste, der blev forstyrret i sin søndagsfred. Naboens nabo begyndte at råbe rigtigt højt. Noget med at få lukket for de højtalere.
Selvfølgelig blev der ikke skruet ned for musikken. Og som de pæne mennesker vi er, gik vi ikke ind og bad om at få ro. Vi fandt os i larmen. Og det undrer mig, at folk, som selv er så forstående overfor at respektere de uskrevne love, der hersker her i kvarteret, som drengens forældre faktisk er ikke selv, sagde noget til drengen om at skrue ned.
Forældrene?
De var måske ikke hjemme? Jeg ved det ikke. Men at få ødelagt en fredfyldt søndag eftermiddag med en kakofoni fra en billig begynder guitar er ikke just den slutning, man ønsker sig på en dejlig weekend. Det er frustrerende. Det fik mig til at tænke på, at jeg skal tilbage til virkeligheden. Tilbage til arbejdet i morgen, tilbage til pligterne tilbage til stress og larm.
