Her på det sidste har jeg virkeligt mistet selvtilliden. Det er, som om jeg ikke kan gøre noget som helst rigtigt. På arbejdet laver jeg mange fejl. Hver dag. He hjemme er alle bare sure og beskylder mig for ikke at være til stede. Og det er jeg måske ikke. Jeg har opdaget, at jeg er meget opslugt af nogle tanker, jeg ikke kan slippe. Sådan noget med døden og sygdomme. Jeg drømmer, at min mand dør. Jeg drømmer, at jeg bliver syg. Jeg drømmer, at mine børn er syge. Jeg drømmer kun om ødelæggelser og katastrofer.
Har altid været glad
Det forstår jeg bare ikke. Jeg plejer at være en glad kvinde. Aktiv og i godt humør. Hvorfor er jeg så blevet så negativ her på det sidste. Jeg ser alt i sort perspektiv.
Coaching?
Min mand har sagt det til mig. Han mener, at jeg er stresset og bør få noget stress coaching. Han har set et mønster udvikle sig over de sidste måneder. Han ved, at jeg har haft meget at lave på arbejdet. Men det har ligesom fået taget overhånd. Vores liv som familie er blevet skubbet til side, siger han. Han mener, at jeg har brug for at få orlov. Det at være lærer i folkeskolen er ikke en nem tjans. De fleste tror, at det er nemt, og at lærerne ikke arbejder i mere end de 20 timer, hvor de underviser. Men det passer jo ikke.
Mange timers arbejde
Vi bruger mange timer på at forberede undervisningen. Vi bruger mange timer på at følge op til undervisningen, vi har givet. Og her, efter at jeg tog ekstra timer, fordi min kollega gik på barsel, har jeg bare haft arbejdsuger med mere end 70 timer. Tiden til lige at geare ned og finde mig selv har ikke været der. Og derfor sidder jeg i dag med en aftale i hånden. En seddel, hvorpå, der står, at jeg skal til stresscoaching på torsdag. Klokken 11.15. Og det er jo ved at være en folkesygdom nærmest.
