Min søsters mand, Lars. har vist aldrig tidligere interesseret sig ret meget for musik – i hvert fald ikke som udøvende musiker. Men for nogle måneder siden døde hans far, som hele sit liv havde dyrket masser af musik. I en periode var han endda professionel musiker, men opgav på et tidspunkt karrieren og vendte tilbage til sit fag som revisor. Han havde været arbejdsløs en periode, og han var ikke berettiget til dagpenge, så det gav lidt sig selv.
En del af den gamle mands mange musikinstrumenter er havnet hos min søster og hendes mand, og det har fået Lars til at begynde at øve sig på at spille. Som min søster siger, bliver det forhåbentlig med tiden mere tåleligt at høre på, for indtil videre er det ikke nogen nydelse, når han sætter sig til at spille.
Blandt de arvede instrumenter er også et trommesæt, men min søster har sat hårdt mod hårdt og gennemtvunget, at det har sin plads nede i kælderen. Da hun én gang havde været udsat for Lars’ forsøg med trommerne oppe i stuen, forlangte hun, at trommesættet blev flyttet ned i kælderen, hvorfra lyden ikke er så voldsom.
Lars havde bøjet sig for hendes krav, for han er godt klar over, at han endnu ikke mestrer noget musikinstrument så godt, at det kan være en fornøjelse for andre at høre på. Men nu har han i det mindste lært sig nodesystemet og fundet frem til de rigtige fingergreb på den billig violin, som han allerhelst vil spille på.
Da jeg besøgte dem forleden dag, gav Lars et nummer på violinen, og der er bestemt sket store fremskridt.
