Min datter bor i England. Hun har et godt job derovre som lektor ved et universitet. Hun er glad for at bo der, men vi har ikke set hinanden i mere end et halvt år nu. På grund af Covid-19. Eller jo, vi ser hinanden på Skype, men det er altså ikke det samme, som når hun er her på besøg. Hun fortæller mig, at smitten galopperer, og at hun ikke kan rejse nu. Det er godt nok tilladt at rejse, men lige nu, hvor de er ved at starte et nyt semester op, er det ikke et godt tidspunkt for hende at rejse.
Ingen fødselsdag
Så hun kommer ikke til min fødselsdagsfest i næste uge. Ærgerligt, men jeg kan godt forstå hende. Heldigvis kommer hendes søskende med deres familier. Jeg savner hende, dog. Og jeg må indrømme, at hun der den af mine 3 børn, som jeg taler mest med. Jeg fortalte hende om, at jeg har det svært med at få gjort rent i huset, jeg bor i. Min hustru døde for et par år siden, og siden da har jeg selv sørget for alt. Rengøring, indkøb, betaling af regninger og alt den slags ligegyldigheder, som man plejer at deles om at få gjort.
Vanen med to
Det er egentlig utroligt, hvor hurtigt man vænner sig til at være to om arbejdet i huset. Og når man så bliver alene, går det lige pludseligt op for en, hvor afhængig man er af, at der er en anden i huset. Sådan noget med at få pudset vinduerne. Det plejede min hustru at sørge for. På en eller anden usynlig måde. Nu skal jeg selv sørge for den slags.
Den slags ting er det rart at tale med min datter om. Hun har altid en god idé og et opmuntrende ord til mig, når jeg virkeligt jamrer.
Men som sagt, hun kommer ikke til min fødselsdag i år. Jeg får besøg af mine sønner og deres familier, og egentlig ville jeg gerne have, at her er rart, når de kommer. Jeg får bragt en god middag til os fra et firma, som er specialiseret i catering til små selskaber. Der kommer luksus mad til de voksne – og en masse slik til mine børnebørn.
Vinduespudsning i Helsingør?
Jeg ville dog ønske, at min datter også kom med sin familie. Men forståeligt nok. De kan ikke rejse nu. Men hun har overrasket mig endnu en gang. Sidst vi talte sammen, sagde hun, at hun havde søgt på internettet efter ”vinduespudser Helsingør”, og havde fundet et firma, som vil komme ud hos mig på fredag og få gjort vinduerne rene. Hun har bestilt dem via internettet. Hun har betalt for deres ydelse. Det eneste, jeg skal sørge for, er at være hjemme, så de kan komme ind i huset og gøre arbejdet.
Er det ikke en fantastisk datter, jeg har? Hun sidder ovre i London og sørger for, at jeg får pudset mine vinduer.
Et eller andet sted må jeg vel også sige tak til dem, der opfandt internettet. Uden det ville min fødselsdagsfest blive holdt i et hus med snavsede vinduer.
